Knokkelarbejde, ingen fritid, lav indtjening og et stort ansvar, man ikke bliver honoreret for.
Sådan er livet som lille murermester fortæller en tidligere murermester, som valgte at lægge firmaet ned, fordi murersvendene omkring ham tjente bedre, end han gjorde.
- Man kan tydeligt mærke, at man som lille selvstændig bliver brugt som løntrykker. Murersvendenes arbejde er meget bedre betalt. Så var det jeg sagde: Så skal jeg an- sættes, fortæller en murersvend midt i 50’erne, som samlet har været selvstændig i 25 år.
Han vil gerne optræde anonymt, så her i artiklen kalder vi ham Bo Bossen.
I redaktionen er vi bekendte med hans rigtige navn.
Hvad vil du anbefale kolleger, der går med en drøm om at blive selvstændige?
- Det er ikke noget, jeg vil anbefale.
Kommer man på erhvervsskolerne, kan man ikke undgå at møde mange murerlærlinge, som går med en drøm om livet som selvstændig.
“…så er der nogen, der ringer, og dine ansatte skal du også se til. Så når du ikke at lave det, du skal. Når medarbejderne så kører hjem, har du lige to timer mere, hvor du skal blive færdig.
Bo Bossen (opdigtet navn), tidligere murermester
Men den drøm, de har, kan ikke realiseres i den virkelige verden, siger Bo Bossen:
- Mange drømmer om, at så er de uafhængige. Men du er ikke mere uafhængig, end bankmanden giver dig lov til. Mange gange er du mere afhængig som selvstændig, end du er som murersvend, erklærer Bo Bossen.
- I min verden er det en saga blot, at man kan komme ud og lave det, man gerne vil - og alt er sjovt og dejligt. Du får ikke noget forærende. Der skal penge på bordet hver dag. Du skal have til huslejen hver måned. Man er bundet meget op. Og når der så kommer kone og små børn...mange taber på det personligt også, kommer det advarende fra Bo Bossen.
At skabe sit eget
Bo Bossens egen drøm lå vel egentlig ikke så langt fra det, man kan høre fra de førnævnte murerlærlinge:
- Første gang var det lysten til at skabe sit eget. Opbygge en arbejdsplads, man selv kunne tænke sig at være på. Være noget for andre. Og det gik egentlig okay. Det var spændende, fortæller Bo Bossen.
”De laver kontrakter, du ikke kan komme ud af. De bondefanger folk, synes jeg”
Bo Bossen (opdigtet navn), tidl. murermester
Men så skete der noget.
- Så begyndte jeg at få ansatte. Så var det pludselig 24/7.
- Hvis man arbejder for småkunder, så skal man arbejde 7 dage om ugen. I hverdagene fra 7 til 4 prøver du at arbejde effektivt. Men så er der nogen, der ringer, og dine ansatte skal du også se til. Så når du ikke at lave det, du skal. Når medarbejderne så kører hjem, har du lige to timer mere, hvor du skal blive færdig. Så er der noget, der ikke går, som det skal – så skal du flytte rundt på hele moletjavsen, så alt er klar, når medarbejderne møder ind næste morgen. Det var skægt de første år, men på et tidspunkt bliver man træt. Når du er på ferie, har du telefonen med. Og når du er med børnene ovre på skolen. Du betaler med din fritid, fastslår Bo Bossen.
Til sidst solgte han firmaet og blev murersvend igen.
Typehusfirmaerne presser dig
Tre-fire år senere sprang han igen ud i at være selvstændig. Men denne gang uden ansatte. Han tog hovedsageligt opgaver for typehusfirmaer. I flere år gik han sammen med en anden selvstændig uden ansatte.
- Arbejdet var jo fint, og vi enedes fint. Men du bliver behandlet dårligt, synes jeg. Typehusfirmaerne presser dig bare. De tilbyder, at du kan få alle de huse, du vil have om året. Men du skal lave mindst ti. Så får du huse, der ikke er helt klar. Du kan ikke helt komme til. Det er de ligeglade med. Det skal bare være klar til tiden. Og hvis du vil ud af aftalen, skal du stille ti procent i sikkerhed i et år. Det er mange penge lige pludselig. De laver kontrakter, du ikke kan komme ud af. De bondefanger folk, synes jeg, fortæller Bo Bossen.
Alt er med i prisen
En anden måde at presse de små selvstændige på er, at stenprisen typisk er “alt inklusive”.
- Hvis du laver noget for større firmaer, så er alt bare med i prisen. Du skal bare levere et færdigt hus. Men du bliver påført nogle udgifter, som ikke er forventelige, anfører Bo Bossen.
- Hvis du nu fx regner med, at du kan komme i gang med at mure et bestemt sted på et hus, men så bliver nødt til at vige for andre, der skal til. Så skal du finde et andet sted at mure og flytte dit grej. Det er jo ikke gratis. Men det er dit problem, det må du regne med, siger Bo Bossen.
- Når man kun vil være sig selv, så er det svært at tjene mere, end du kan som svend, sammenfatter han.
- Du kan måske godt tjene lidt mere end en svend. Men du har også ansvar i forhold til vejrlig og etårseftersyn og den slags ting – det synes jeg ikke var honoreret godt nok.
- Mange tænker heller ikke på pension og ferie og alt muligt andet. Det gjorde jeg heller ikke. Når man er ung og har fuld fart på, tænker man: Det kan vi altid gøre. Det får man ikke gjort.
I dag er Bo Bossen tilbage som murersvend.
- Det er meget nemmere. Det er slet ikke nær så stressende. Jeg går bare og skalmurer.