Landsklubben har i mange år forsøgt at skabe ørenlyd for, at murere og murerarbejdsmænd ikke bør benytte de såkaldte ergostilladser til opmuring.
Ergostilladser er forudopstillede stilladser, hvor murerne arbejder fra konsoller, der hægtes på stilladset.
Nu har Arbejdstilsynet i et påbud vurderet, at ergostilladser ikke egner sig til murerarbejde.
Det oplyste Christian Sørensen, der er medlem af murernes arbejdsmiljøudvalg, på murernes landsmøde i april.
I stedet for at benytte ergostillads anbefaler arbejdsmiljøudvalget, at man murer fra stilladser, hvor man kan arbejde fra dæk i samme højde, og hvor man tager dækket med hele vejen op.
For lavt og for højt
Arbejde under knæhøjde og over skulderhøjde er uundgåeligt, når man murer fra ergostillads, og det er hovedårsagen til, at man ikke bør benytte ergostillads.
Når man lægger sten både for lavt og for højt i forhold til, hvor man står, giver det en betydelig ekstrabelastning af kroppen, som fører til markant mere nedslidning.
Opmuring under knæhøjde og over skulderhøjde var almindeligt i murerfaget frem til 2008.
Det år blev 3F og det daværende Dansk Byggeri enige om at indføre meterløft på stilladserne og reducere antallet af mursten på stenhovederne fra 112 til 80 sten.
Reglerne for opmuring fremgår af branchevejledningen for opmuring, og de mere arbejdsmiljøvenlige metoder blev dengang af 3F Byggegruppens arbejdsmiljøkonsulent betegnet som:
Den største landvinding, murerne nogensinde har gjort.