Murerne Mathias Nielsen og Kenan Celik er vilde med vådrum.
Så da de i februar mødte op på byggepladsen i Vorup ved Randers, hvor 16 bolig- blokke skal renoveres og moderniseres for over 650 mio. kroner, tog de hul på noget, der lignede en drømmeopgave:
Flisearbejde i 350 badeværelser strækkende sig over en periode på tre et halvt år.
Lækkert.
Ventetid
Armene kom i vejret.
Men så blev det også hverdag igen.
En drømmeopgave er det langt hen ad vejen stadig. Men de to unge 29-årige murere har løbet panden mod en mur:
Fx vinduer, der ikke er sat i eller faldstammer, der ikke er gjort færdige, når de kommer for at gå i gang med et vådrum.
Det gør det vanskeligt at få akkordarbejdet til at glide.
- Det kører ikke. Der er ikke nok planlægning på byggepladsen. Derfor kan vi heller ikke planlægge, hvornår vi skal være færdige med vores fliser, forklarer Mathias Nielsen.
Det betyder også, at de to murere udfylder ventetiden med daglønsarbejde.
Opgaver, som ikke er en del af akkordaftalen.
De har fx mulighed for at lægge rionet og lyddug, mens de venter på at kunne genoptage akkorden.
- Vores direktør i HME har så sagt, at han ikke vil se noget skrivearbejde. Men det kan ikke lade sig gøre. Der kommer masser af skrivearbejde, erklærer Mathias Nielsen.
Han peger mod bageste væg i et vådrum:
- Og vi har været nødt til at trække den væg der ud af akkorden, fordi vi ikke kunne gøre den færdig. Og vi har aftalt at gøre første etape af akkorden op, når vi har lavet de første 24 badeværelser. Så må vi gå tilbage og lave væggen på et tidspunkt, og det kommer måske så til at koste det dobbelte for dem at få den lavet.
Men også bare det at komme i gang med det første vådrum, har de to murere tålmodigt måttet vente mere end længe på.
- Da vi kom i februar, fik vi at vide, at der ville gå cirka 14 dage, så ville vi få vores første badeværelse. Vi kom først i gang for en lille måned siden, fortæller Mathias Nielsen på denne dag først i juli.
Hvordan komme videre
Oplevelsen af en byggeproces, der snarere snubler hen over et terræn af faldgruber og tjørnekrat end kører på skinner er de langt fra de første til at have.
Spørgsmålet er så, hvordan de kommer igennem det – og godt ud på den anden side?
Firmaet ved godt, at det ikke kører som smurt på byggepladsen.
- Firmaets politik er bare, at vi er nødt til at hænge i. Det er jo håbet om, at det nok skal blive bedre, der gør, at man gider, siger Mathias Nielsen.
Når murerne er stødt ind i konkrete problemer, har de taget det op med deres formand, som er den, der har dialogen med byggeledelsen på pladsen.
Det kommer der ikke ret meget ud af, selv om formanden forsikrer, at det hele kommer videre til byggeledelsen.
De har også prøvet selv at gå til byggeledelsen.
- Men de trækker bare på skuldrene, bemærker Kenan Celik.
Bedring er muligt
Der skulle ellers ikke så meget til for at vende tingene til det bedre, mener de to murere.
Byggelederne skal for det første komme mere ud på byggepladsen for med egne øjne at se, hvad det er, der giver problemer.
Derudover efterlyser Mathias Nielsen og Kenan Celik nogle byggeledere, som selv har erfaring med håndværk, og som ved, hvad der skal til, for at en byggeplads fungerer.
Konsekvenserne af en byggeplads, der er i slæbegear, er mærkbare:
Dels er der indtjeningen på akkorden. Mathias Nielsen anslår, at den mangelfulde planlægning koster de to murere hundrede kroner i timen.
Dels giver det et gevaldigt dyk i arbejdsglæden:
- Den er markant nedsat, lad os sige det sådan, kommenterer Mathias Nielsen.
Badeværelserne venter dog stadig forude.
- Og det er jo det, vi gerne vil. Så vi giver det en chance, men jeg vil sige, at om et halvt år: Hvis der ikke er sket noget, så kan jeg ikke sige, hvor jeg står henne, siger Mathias Nielsen.
