Fabrikker syd for grænsen spytter teglblokke ud i en lind strøm. For i Tyskland er blokkene en almindelig måde at bygge huse på.
I Danmark udgør teglblokkene en forsvindende lille andel af byggemarkedet.
Men som holdbare, selvisolerende og vedligeholdelsesfrie produkter har teglblokkene et potentiale.
Det mener de hos teglproducenten egernsund wienerberger. Derfor har de i samarbejde med EUC Nord og murerfagets bæredygtighedsudvalg etableret et kursus, hvor murere nu kan lære at bygge med teglblokkene.
Selv om teglblokkene langt fra er en selvfølge på danske byggepladser, er tendensen klar:
- Den er helt klart opadgående, fortæller Jesper Fuglsang, mureruddannet, tidligere murermester og nu konsulent hos egernsund wienerberger.
Efter at have vist produktet frem og forklaret på messen Building Green i efteråret ’25 er der sket et ryk:
- Det er næsten dagligt, vi får henvendelser. Det er om alt fra små tilbygninger til énfamilieshuse. Der er virkelig kommet gang i interessen for teglblokke. Det er, så man tænker: OK, nu er det kommet for at blive, tilføjer Jesper Fuglsang.
En mere simpel byggeproces åbner op for flere udførende
Hvem der så ender med at stå med teglblokkene mellem hænderne ude på byggepladserne, er et åbent spørgsmål. Det er langt fra sikkert, at det bliver murere. Godt nok er teglblokken et rent teglprodukt. Så det burde være en “nobrainer” for murere at tage imod med åbne arme.
- Men som det er i dag, er der ikke lige så klare rammevilkår, som når man bygger med mursten. Og der er selvfølgelig brug for, at flere får erfaring med at arbejde med tegl- blokkene. Der er jo desværre mangel på murere i branchen, men med teglblokkene får man et materiale, der kan forsimple en byggeproces, og det er hurtigere at opføre bygninger i teglblokke, så der vil helt sikkert også være andre faggrupper i branchen, som ville kunne løfte opgaven, hvis murerne melder pas, siger Jesper Fuglsang.
Høje priser vil tørre ud
Hvis man som murer tror, at man bare kan blive ved med at lægge mursten, som man altid har gjort og tilmed tjene gode penge på det, så har man slet ikke forstået alvoren af det, der foregår rundt om lige nu.
Det mener David Jennow, der er murer, medlem af murerfagets bæredygtighedsudvalg og medarrangør af kurset om teglblokke.
- Du kan måske “hive dadler ned fra hylderne” ved at lægge mursten lige nu. Men det er ikke sikkert, det varer ved. Den hylde bliver tom, min ven. Vi sidder jo om ganske få år på en brændende platform, erklærer David Jennow.
Ideen om, at murere bare kan fortsætte i samme rille og stable huse med mursten, er forældet og farlig.
- Byggeriets Samfundsansvar siger, at det godt kan være, at den grønne omstilling er sat lidt på hold lige nu. Men det kommer. Og så er der AI og alt muligt andet. Samfundet bliver transformeret markant. Så man kan nok ikke bare gemme sig i sin branche og i sit fag. Og den måde at tænke på vil de unge slet ikke anerkende, anfører David Jennow.
Kurset i teglblokke er første af en lang række skridt på vejen mod at fremtidssikre murerfaget.
Murstenene er ikke problemet
Byggebranchen har som helhed et stort behov for omstilling set i et CO2-perspektiv.
Hvis Danmark skal overholde Parisaftalen, skal fire ud af fem planlagte byggerier slet ikke gennemføres, forlyder det fra en bred vifte af forskere.
Men murstenene er – set i forhold til deres relativt lille CO2-aftryk på den enkelte bygning – ikke noget større problem, vurderer Kristian Knorr Svane, der er bæredygtighedschef hos egernsund wienerberger.
Danske Tegl fremførte på et tidspunkt, at skalmuren kun udgør tre procent af en bygning. Teglets indflydelse på bygningens samlede CO2-udledning er derfor ret lille. - Når vi er nede i de niveauer, har mursten ikke stor effekt på vores kunders LCA-beregninger. Derfor kan man fortsat bygge med røde og gule mursten, på trods af at sidstnævnte har et højere CO2-aftryk, fortæller Kristian Knorr Svane.
Dette er en rettesnor, så længe man vil overholde bygningsreglementet på den korte bane. Ser man på det større CO2-billede, bygger vi alt for meget i Danmark.
I det lys gør de klassiske teglblokke hverken fra eller til. Men her kan en efterisoleringsvariant gøre sig gældende.
- Vi kommer ikke med en idé om, at Poroton er det nye sort, som kan løse alle problemer. Men vi synes, det er et produkt med masser af potentiale, siger Kristian Knorr Svane. Derpå tilføjer han:
- Vi sælger også en Poroton-blok til at efterisolere med, som man bygger på eksisterende konstruktioner. Vores byggebranche har et stigende fokus på transformationsprojekter. Derfor tror jeg, den kan blive en vigtig spiller til at energioptimere eksisterende teglkonstruktioner.