Iført langskaftede gummistøvler og stående i et bunddække af mudder i en tørlagt voldgrav er murer Gustav Fyhr i sit es.
Opgaven er simpel nok:
Fyld hullerne mellem voldgravens granitsten ud med kalkmørtel.
Men før murerne nåede så langt, har det været nødvendigt med nogle mellemregninger:
- Hvor godt er det lige at bruge kalkmørtel i et hul, som skal fyldes med vand, lige så snart murerarbejdet er tilendebragt?
- Hvad stiller man op med den cementmørtel, som tidligere tiders karle har udfyldt revnerne mellem stenene med?
- Og hvorfor i det hele taget bruge tid og kræfter på at fylde ud mellem granitten, når mørtlen ikke har nogen rolle at spille i forhold til murens styrke og holdbarhed?
- Det er helt klart det, der er det lidt nørdede i det, jeg synes, der er det sjove.
- Jo mere jeg kan blive udfordret rent mentalt på opgaven: Hvad er det rigtige produkt, det rigtige materiale og den rigtige konstruktion – det er klart dér, jeg brillerer mest, siger Gustav Fyhr.
Han er ansat i et firma, hvor arbejdstiden er delt op mellem restaurering af slotte, godser og kirker på den ene side – og vådrumsarbejde på den anden.
Kalk under vand
Når valget faldt på kalkmørtel i voldgraven, er det især for at hædre historien.
- Mørtlen i voldgraven har i sin tid været kalk, men den har været tømt for mange år siden, og så er der nogle bønderkarle, der har udskiftet fugerne med cementfuge. Det ser vi jo helst ikke, fordi det jo ikke er sådan, det originalt har været lavet, forklarer Gustav Fyhr.
Så han og kollegerne banker løs cementfuge ud og vender tilbage til det originale kalkmørtel.
En del cementfuge lader de sidde.
Når det engang løsner sig, vil det også blive erstattet med kalkmørtel.
Murerne ved godt, at kalk under vand typisk ikke får en levetid på mange hundrede år.
Alligevel var det ikke med bind for øjnene, at valget faldt på kalk.
Det var et udtrykkeligt ønske fra arkitektens side, og så blev det sådan.
- Vi havde en dialog med arkitekten om det her. For samtlige murere i firmaet sagde til ham: Kalk under vand, det holder ikke. Det er derfor, man har valgt at bruge cement i tidens løb. Eksponeringsgraden er jo helt tåbelig i forhold til at bruge kalk. Men nu var det sådan, arkitekten ville have det, fortæller Gustav Fyhr.
I det mindste er kalkmørtlen hydraulisk. Når alt kommer til alt er den primære funktion ved mørtlen i voldgraven, at det bliver pænere at se på, end hvis granitten stod nøgen. Hvad den jo uden problemer kan.
- Fjerner du al mørtlen dernedefra, ville der måske være to-tre sten, der ville vælte ud, fordi de ikke har været lagt rigtigt, men ellers låser stenene sig selv, forklarer Gustav Fyhr.
Rigtig godt arbejde
Tiden brugt i hullet ved godset er givet godt ud, synes Gustav Fyhr:
- Jeg synes jo personligt, at sådan noget her er rigtig godt arbejde. Jeg er helt klart gladest for traditionelt restaureringsarbejde. Noget af det helt gamle som sådan en kampestensvæg, som den her, siger Gustav Fyhr.
At bygge skalmure på akkord er ikke pengene værd, synes han.
Mange af de murere, der lægger sten på akkord, skal køre langt for det.
- Alle, der skal køre efter arbejde, har jo den problemstilling, kan man sige, at de er ulønnede i den tid, medmindre de er så utrolig heldige, at de kan arbejde i byen, de bor i, bemærker Gustav Fyhr.
Akkordmurernes arbejdsdage er lange.
Deres vilkår er skiftende og usikre.
Indimellem skal de tjene pengene på at sidde i skuret og vente på, at de kan komme til.
Og Gustav Fyhr tvivler indimellem på, om de tjener så meget, som de siger.
Så han foretrækker den jævne, sikre og ganske fornuftige indtjening, han får ved at være i et murerfirma med lige dele restaurerings- og flisearbejde – for det meste på timeløn.
- Vi er jo nogle, der er lidt tryghedsnarkomaner og synes, det er rart at være i det samme firma. Hvor vi kender kollegaerne, mesteren og dem på kontoret.
- Og så er det traditionelle det, jeg er mest fascineret af. Det er jo også, fordi jeg er historisk nørdet. Helt ind til knoglerne. Trekanten, firkanten og cirklen er jo de perfekte former. Det har man jo kendt til siden antikkens Grækenland. Så snakker vi Euklid og sådan nogle af alle de der. Pythagoras. Så kan det godt være timelønnen er svær at prale med. Men i forhold til historiens vingesus er vi oppe i de øvre luftlag her i voldgraven.
