Første gang 46-årige Nicolaj Møller satte sine fødder på Hammershus i et murerfagligt øjemed var i det længst forgangne år 2006. Her 20 år senere har han lige bygget en ovn til at brænde den kalk i, som bliver hentet i et kalkbrud ved Aakirkeby.For de ti år gamle ovne var slidt ned.- Vi har haft to andre ovne stående her, som vi har revet ned. De var simpelthen brændt i stykker. Det kommer også til at ske med den her ovn. Altså, de har svært ved at holde til varmen. Når temperaturen kommer op over de her 1000 grader, så er der ikke rigtig noget, der kan holde til det, fortæller Nicolaj Møller.
Helt anderledes holdbare på et murerprojekt, mange ellers nok ville kunne kaste håndklædet i ringen over, er Nicolaj Møller og hans to kolleger murer Michael Dahl Pedersen og murer Jesper Vang-Jensen. De to kolleger begyndte på Hammershus i 2013 og 2019.En typisk arbejdsdag består i at gøre klar til, når arkitekten fra Slots- og Kulturstyrelsen kommer forbi hver 14. dag. Bortset fra at det er granitsten og en gammel borg, så er langt det meste af arbejdet almindelig udskiftning af gamle fuger.Cementfuger fra en tidligere restaurering fjernes og udskiftes med kalkmørtel. Men fordi Hammershus er et nationalklenodie, vi lægger mange kræfter i at bevare for eftertiden, skal murerne ikke bare udskifte noget mørtel. De skal efterlade muren, så den så vidt muligt ser ud, nøjagtigt som den gjorde, før de begyndte.Derfor er alt murværk registreret med 3D. De benytter billeder og tegninger, så muren kan blive præcis, som den var.
Kalk var lokal
Det er også en vigtig forklaring på den hjemmeproducerede kalkmørtel. Den oprindelige borg blev selvfølgelig udelukkende opført med kalkmørtel. Denne kalkmørtel var selvfølgelig fremstillet lokalt og af lokale materialer.- Hvis man fik en kalk fra Jurabjergene, så er det jo et andet produkt, end det borgen reelt er muret op i. Så det er jo nok den største grund til, at vi brænder kalken selv, forklarer Nicolaj Møller. Så derfor har Nicolaj Møller nu egenhændigt bygget den nye kalkovn, så murersjakket kan fortsætte den lokale produktion af kalkmørtel.
Fra klint til borg
Arbejdsprocessen er, at murerne kører ned i bruddet ved Aakirkeby og henter kalk.
- Der går en tange ind af det her 600 mio. år gamle oxidkalk. Det er gammel havbund, og man kan finde fossiler i det, forklarer Nicolaj Møller. Kalken kommer med tilbage til basen - en gård tæt på Hammershus, hvor ovnen står.Så fyrer man op i ovnen. Når ovnen har brændt i en halv times tid, kommer der blå flammer op af skorstenen. Og så er ovnen varm nok.
- Så er det der, vi kan hælde kalk i. Og brænde. Lige så meget kalk som brænde. Det bliver vi bare ved med, indtil ovnen er helt fyldt. Herefter lukker vi ovnen til med de to spil. Og så står den i 24 timer og brænder, forklarer Nicolaj Møller.Om morgenen kan murerne tage stenene ud i spande og sætter dem på minilæsseren. De stadig brandvarme sten kører de til læskning. Stenene bliver simpelthen dyppet i vand. Det får dem til at pulverisere. Pulveret kan murerne nu bruge til mørtel sammen med grus og fint sand.Så er det bare sidste etape på rejsen: Op til Hammershus med den færdigblandede mørtel og trykke den godt ind mellem borgens granitsten.Når den nye mørtel kommer på, bliver det næsten magisk:- Når vi tilføjer den nye kalkmørtel, så kan man se, at hele væggen tørrer op. Den simpelthen hiver fugten ud igennem væggen. Og sådan noget bevoksning, som kommer på muren, fordi man bruger cement, den forsvinder simpelthen også, oplyser Nicolaj Møller.Murerne kan simpelthen se med det blotte øje, at det virker. Det er noget af det, Nicolaj Møller sætter pris på ved at arbejde på Hammershus. Hans indsats gør en forskel for de gamle ruiner.
Spændende fugerensning
Det er sjældent en murerfavorit at gå og rense gamle fuger. Så kolleger kan godt synes, de tre mureres entusiasme er mærkværdig:
- Men vi kan sgu godt lide det. Normalt er det træls at rense fuger. Men her er det lidt historiens vingesus. En kollega gik her for 800 år siden. Ingen kan se 100 procent, hvordan muren så ud dengang. Men vi kan se forskellige detaljer. Her har der fx været et byggeskel, forklarer murer Michael Dahl Pedersen, mens han peger på et stykke mur.
- Så man går også og vurderer, hvordan det har set ud. Man kan se, at de én sæson er nået et vist stykke og er fortsat året efter. Og at der måske er gået 40 år, hvorefter man har bygget muren højere. Der er forskellige perioder og forskellige slags mørtel, forklarer Michael Dahl Pedersen.Så selv om sjakket for længst har overlevet de første ovne, har ingen af dem planer om at søge andre græsgange.
- Det er da en megaspændende opgave at få. Det synes jeg, det har været, slår Nicolaj Møller fast.