Mureren

Armene i vejret over styrket sammenhold

Københavnske murere og murerarbejdsmænd samt stenhuggere og stukkatører slutter sig sammen for at stå stærkere i kampen for en fair byggebranche

Ingen tøven. Et hav af hænder tilkendegav, at de københavnske murere, murerarbejdsmænd, stenhuggere og stukkatører ville samme vej og fusionere klubberne.
Ingen tøven. Et hav af hænder tilkendegav, at de københavnske murere, murerarbejdsmænd, stenhuggere og stukkatører ville samme vej og fusionere klubberne.

Et hav af hænder røg i vejret, da de københavnske murere og murerarbejdsmænd den 1. februar skulle stemme om at slå tøjlerne sammen.

Ja tak.

Ingen stemte imod.

Bragende bifald efterfølgende.

Brancheklubben for Murere, Murerarbejdsmænd, Stenhuggere og Stukkatører i Storkøbenhavn er en realitet.

Et af de vigtigste argumenter bag fusionen er at stå stærkere i kampen for ordentlige løn- og arbejdsvilkår og at imødegå de voksende udfordringer, som især murere og murerarbejdsmænd møder i dag:

  • Social dumping
  • platformsakkorder
  • og en generel svækkelse af fagforeningernes indflydelse.

En historisk dag

- I dag er en historisk dag, kammerater, indledte Jonas Andersen, formand for Murernes Brancheklub i København fusionsgeneralforsamlingen fra talerstolen.

Det er ikke af nød, men fordi vi er stærke sammen, at vi fusionerer, sagde den samlede klubs nye formand Jonas Andersen
Det er ikke af nød, men fordi vi er stærke sammen, at vi fusionerer, sagde den samlede klubs nye formand Jonas Andersen

Set på baggrund af de mange indbyrdes kampe murere og murerarbejdsmænd gennem tiden har haft med hinanden kan det virke forbavsende, at parterne nu pludselig vil gruppekramme hinanden.

Men det nye sammenhold er af afgørende betydning, fastslog Jonas Andersen:

- Hvis vi vælger at træde sammen i dag i et branchefællesskab, så er det sgu ikke på grund af nød. Det er, fordi vi ved, at vi er stærke sammen. og fordi der er sorte skyer i horisonten. En fagbevægelse, som smuldrer langsomt, men sikkert på grund af forfejlet klassesamarbejde og middelmådighed, de har brug for en stærk murerbranche, som tør tage fat ved blomstens rod og hive så hårdt, at der kommer et retningsskifte og forandring.

Bølgerne slår tilbage

Formanden for de københavnske murerarbejdsmænd, Karl Claus Christoffersen (tilnavn: “Bager”) beklagede, at arbejderbevægelsen i mange år har måttet lide tilbageslag.

- Men bølgerne, der rammer stranden, ruller tilbage i havet og kommer igen, lød det fra Bager.

- Om lidt er vi samlet i en fælles klub. Det vil blive et fællesskab, som ikke kun 3F BJMF, men hele fagbevægelsen ikke kan komme udenom. Jeg vil på murerarbejdsmændenes vegne sige, at vi også i fremtiden vil stå last og brast med jer murere. Og I murere skal være stolte over, at I kommer i fælles klub med murerarbejdsmændene fra verdens ældste klub af murerarbejdsmænd, lød det drillende fra Bager.

Når murere og murerarbejdsmænd er i samme klub, er det også nemmere at blive enige om at arbejde sammen på byggepladserne, mente murerarbejdsmand og næstformand i den nye klub: “Bager” (aka Karl Claus Christoffersen).
Når murere og murerarbejdsmænd er i samme klub, er det også nemmere at blive enige om at arbejde sammen på byggepladserne, mente murerarbejdsmand og næstformand i den nye klub: “Bager” (aka Karl Claus Christoffersen).

Sjak: Murere og murerarbejdsmænd

Den måske afgørende bevæggrund for fusionen er at dæmme op for det stigende antal murere, som går på selvoppas.

- Jeg synes, det er dejligt, at vi skal fusionere i dag, lød det fra murer Louis Jacobsen under debatten:

- Det giver jo god mening, at når vi står to fag i en produktionslinje, så er vi også i samme klub. Men der er den triste baggrund for fusionen, at vi som murere tit selv ender nede i manitouen, fortsatte han.

På den måde gør murerne imidlertid vold på det, som er vigtigst i et arbejdsfællesskab, påpegede Louis Jacobsen:

- Selv om du måske går direkte fra en folkeskole og ud at arbejde, så indgår du i den samme produktionslinje. Du indgår sammen med de andre, og sammen opretholder vi den fælles løn. Og det er det, vi går styrket ud til at kæmpe for nu.

Der er den triste baggrund for fusionen, at vi som murere tit selv ender nede i manitouen, sagde murer Louis Jacobsen.
Der er den triste baggrund for fusionen, at vi som murere tit selv ender nede i manitouen, sagde murer Louis Jacobsen.

Flere fusioner i vente?

Med den nye samling på murere og murerarbejdsmænd er oddsene for at både murere og murerarbejdsmænd optræder i sjakkene betydeligt bedre, vurderede Jonas Andersen:

- Jeg tror, det betyder noget at være i samme klub. Når man videregiver information, når man taler sammen, når man mødes, så gør man det sammen i stedet for at sidde i hvert sit hjørne.

Murerarbejdsmand Bager var helt på linje med Jonas Andersen:

- Jeg tror, det gør den forskel, at man nu kommer til at sidde til bestyrelsesmøder og til generalforsamling og skal kigge hinanden i øjnene og sige: Ved du hvad, jeg tror sgu, jeg tager dit arbejde, sagde han.

Murere og murerarbejdsmænd har også en vigtig opgave i at dæmme op for, at udenlandske kolleger løber med begge parters arbejde, tilføjede han.

Efter fusionen er næste naturlige skridt at diskutere, om ikke murerarbejdsmændene på landsplan bør stå i de samme 15 3F-afdelinger som murerne, anførte Jonas Andersen.

Jonas Andersen bliver formand i den nye brancheklub, og Bager (aka Karl Claus Christoffersen) bliver næstformand.